På hovedet

Her på Capri bliver der fortsat forsøgt  udlevelse af drømme og sikkert også langt
ud i fremtiden; omgivelserne er givet på forhånd, det gælder vel blot om at give dagene mening,
efter at have mættet sig i landskabet.
Vores enkelte dag på Capri var intet mindre end overvældende, tog pusten fra mig og formede
et bredt smil på mine læber, der nåede mine ører så det kildede.

I tilfælde af at i ikke gætter det, må jeg understrege at det er min krop der modigt springer på
hovedet i det saltede vand - at vandet er salt havdet jeg ikke tænkt meget på; det var intenst
og krøb ind i øjne næse og mund og brændte og sveg - Inden længe kunne jeg også håndterer det.

Det var rent held at jeg forinden havde øvet mig på hovedspring i skovshoved og flere gange
stået over havet, tilmed et sort, nordisk og bølgende et og kunne derfor jeg fører mig frem for mine klassekammerater og to franske turister der måbende beundrede mit mod. Det vil jeg sent glemme.

Vi ville meget gerne have besøgt denne her
villa - Villa Malaparte - men det var kun
muligt at nå den med båd og
selvfølgelig særlig aftale. Vi kunne ane den
fra en stig længere oppe i klipperne.

Dekadent bolig

Blokken hvor jeg skriver dette indlæg. 2 th. i værelset på modsatte side, med altan. Stedet forekommer mig ikke så skrækkeligt fordi jeg ved at det ikke er meget længe jeg bliver. Skrækkeligt  er meget sagt og
bestemt i overkanten. Så jeg udtaler mig ikke yderligere mit forhold til stedet. Det har farven som i kan se og sandsynligvis er arkitektens praktiske og æstetiske overvejelser blevet sparet væk, såvel som div. materialevalg.
Men her er dejligt og himlen er ofte blå som her, ikke i dag og heller ikke i morgen. Men det er heldigvis mig ligegyldigt, for jeg drager mod Napoli, sammen med de andre fra min klasse. 5 dage med hav, sejlture, en vulkan (vesuv), gamle kirker, kunst og en by der er meget meget gammel. Vi skal bl.a. til Capri, en times sejltur fra Napoli, hvor poeter og kunstnere engang flokkedes til for at leve et romatisk kunstnerliv - uden tvivl var de forfærdelig rige og derfor i stand til at  bygge dekadente villaer, med udsigter, omtrent lige så overdådige som Signe Schmidt Hansen's kollegie på strandvejen, i skovshoved. Mon der er steder tilbage i verden hvor den luksus er mulig, som ikke involverer bedrageriske kærlighedserklæringer, mord og andet dårligt  ...sludder, beklager, og nej det har nok aldrig fundet sted uden.

Ude og hjemme

 Ordnen på disse billeder er kommet galt afsted; men ingen andre, end mig, ville vide det, hvis jeg ikke afslørede det her. Det er i grunden lige meget, hvis ikke fordi jeg netop har taget de første to og det sidste ligger uger tilbage.
Det grønne billede er udsigten fra min altan. Her sidder jeg, når det er varmt; det er uden tvivl det bedste der er gjort for lejligheden, foruden er den ikke meget værd. Alligevel kan jeg lide at bo her, tæt på supermarked og skole.
Der er mange lyde omkring her; kirkeklokker, fly der letter,  tynde vægge som detaljeret oversætter naboernes

gøremål. Nedenunder bor der en lille hund, som i tre dage savnede sin, natarbejdende ejer og hylede sørgeligt på ham. Lyden skar igennem pap og beton, ind i mine ører, sikkert i alle ører i to lejligheders radius. Det resulterede i et lille skinderi mellem mig og hundeejeren; heldigvis forstod hunden hvad jeg sagde, og jeg har ikke hørt den siden.

Mit værelse. Det tager langsomt form. Inspireret af min ven i Marfa, David Landman, prøver jeg hårdnakket at skille mig afmed unødvendige objekter. Det giver en form for frihed og de tilbageblivende

objekter får mere obmærksom.

Her er jeg på tur med Martin Og Melanie. Byen har jeg desværre glemt navnet på, men der er en gennemgående still, som i ser på billedet, af tagsten der fortsætter ned af husenes mure. På museet var der Robert Smithson, som vi kom for at se. Det var udemærket, ikke storslået, men turen i sig selv, var virkelig noget. Martin og Melanie er gode til at besøge lokalområder. I går arrangerede de en tur i en krystal grotte, men ventetiden turen blev så forsinket at jeg sprang fra - senere så jeg billeder af deres tur på facebook og fortrød, kun en smule.