På hovedet
















Her på Capri bliver der fortsat forsøgt  udlevelse af drømme og sikkert også langt
ud i fremtiden; omgivelserne er givet på forhånd, det gælder vel blot om at give dagene mening,
efter at have mættet sig i landskabet.
Vores enkelte dag på Capri var intet mindre end overvældende, tog pusten fra mig og formede
et bredt smil på mine læber, der nåede mine ører så det kildede.
I tilfælde af at i ikke gætter det, må jeg understrege at det er min krop der modigt springer på
hovedet i det saltede vand - at vandet er salt havdet jeg ikke tænkt meget på; det var intenst
og krøb ind i øjne næse og mund og brændte og sveg - Inden længe kunne jeg også håndterer det.
Det var rent held at jeg forinden havde øvet mig på hovedspring i skovshoved og flere gange
stået over havet, tilmed et sort, nordisk og bølgende et og kunne derfor jeg fører mig frem for mine klassekammerater og to franske turister der måbende beundrede mit mod. Det vil jeg sent glemme.

Vi ville meget gerne have besøgt denne her
villa - Villa Malaparte - men det var kun
muligt at nå den med båd og
selvfølgelig særlig aftale. Vi kunne ane den
fra en stig længere oppe i klipperne.