Parisisk jul

Dette indlæg bliver skrevet imens jeg arbejder i Märchenhütten og der bliver fortalt eventyr fra scenen;

huset fyldt med børn og voksene og eventyret froschkönig bliver udført af en pige klædt ud som prinsesse og grønne platisk handsker illustrerer frøen. Børnene kan lide det og iblandt også voksne. Jeg har set det så mange gange, så nu sidder bag den lille bar med min computer i skødet og skriver på dette indlæg. Det er efterhånden det sted jeg kommer hvor internetforbindelsen er stærkest. Håber det ikke bliver ved således ellers bliver det svært at holde bloggen ved lige.

I dag får jeg sandsynligvis tid med internettet, siden forestillingerne bliver gentaget fire gange; fore gange snehvide og fire gange fiskermanden og hans kone. Normalt nyder jeg gerne forestillingerne og gerne 2 gange på en dag; imellem jul og nytår er de fleste skuespillere hjemme i Berlin og derfor er kun et par 3 af dem der er her til at spille deres roller.

Men det er nu stadig fornøjeligt at være her. De to der bestyrer baren er virkelig gode mennesker; de kører hjem til Berlin i nat, tilbød mig et sæde i bilen og tilmed at sove hos dem hvis jeg ikke havde et andet sted. Men efter at have kørt til Paris og tilbage er jeg ret så udmattet og ønsker bare ro herhjemme, dage hvor jeg ikke behøver at farer ud af den lille lejlighed. Silvester, det nye år, bliver indtaget fra Frankfurt og muligvis fra et diskotek ikke langt fra hvor jeg bor.

I Paris gik jeg med Signe rundt i et kvarter hvor jeg før boede, med blot 18 år, og på billedet nedenforer er den telefonboks hvor jeg ofte stod med Kamma i den anden ende af røret, grædende over hvor svært det var at være 18 år, puh ha at jeg ikke er atten mere - men nu 25 år og føler mig voksen som aldrig før. Tak fordi du betalte telefonregningen, Kamma.

Notre Dame jule aften, mylder af mennesker og en skubben og masen og folk på vej ud og ind og somme tider nogle forsøgte at lytte til koret eller præsten; koret sang både ved alteret og på skærme opsat rundt i kirken. Jeg tror julestemningen blev bevaret hos folkene på siddepladserne og nåede ikke ud til mylderet, men vi fik alle en juleoplevelse inden i Notre Dame, det var jo det vi kom efter.

Dette billede virker måske sørgeligt for hvad det viser, men det er blevet et muntert minde for 2011's jul med signe; en anledning til at gå direkte til desserten, to farverige franske træstammer, den ene grøn med fluesvamp og den anden mere brun og stilet - til min overraskelse smagte den skrigende grønne bedre end den mere ægte skildret - og kort efter med fart ud af døren for at nå koncerten kl. 23.00 i Notre Dame og med en fornem plads i køen som gjorde at også vi fik vores fødder inden for porten og ikke måtte nøje med præsten på storskærm og koret igennem højtalere - altså fik vi en mere direkte og autentisk oplevelse; men jeg ved ikk hvor den blev af mellem alle de andre, det var slet ikke til at dele mellem så mange.
Jeg fik vist ikke skrevet at det er vores julemiddag der ligger der på gulvet. Det gør sig ikke så appetitlig  som den ligger den med skår og støv

Ikke noget Paris uden Eiffel og her er den beskedent skildret i baggrunden, taget fra rulletrappen i Pompidou centret. Det har ikke før haft betydning for mig hvorvidt jeg også skulle derop; nu har jeg også været der.

..tilføjelse til forhenværende indlæg.

Dette billede glæder jeg mig over blev taget til vores julefest, for ærgrede mig først grundigt da jeg sent på natten så hvordan den var blevet delt og spredt og spist, uden først at blive dokumenteret. I dag modtog jeg en serie billeder fra festen og her er den så igen, som jeg husker den. 
Jeg har siden spist mange appelsiner med en besmittet smag af nelliker, den sidste jeg prøvede at åbne var så smattet og lugten var ikke nær så tiltalende som for en uge siden - men sådan går det jo vitterligt.

Endelig har jeg, igen, adgang til internet hjemme i min lejlighed - men kun en lille smule. Det tager ca. 7 min at uploade et billede; så jeg kunne nå at lave et par rygøvelser imens dette billede blev uploaded. Klokken er mange så jeg vil ikke tilføje så meget. Det er taget til vores klasses julefest, sidste uge, hvor vi sang tre sange og det var virkelig fedt. Måske laver vi et kor på skolen, siden der var mange af os som var noget begejstret.
Jeg er lige kommet fra arbejde i Märchenhütten, alle tiders; sidste vagt i morgen inden jeg farer til Paris. Tænker meget på jer alle sammen derhjemme, og dig Aurea, som tager afsted, langt væk og i lang tid; håber vi snart finder tid til at snakke over skype. 

Lige en kort bemærkning ang. kaninerne på dette billede: det er taget på en tur på vej hjem til Daimlerstrasse og de kaniner er alle vejne; somme tider må jeg bekymret holde øje med cyklestien med angst for at en af dem krydser stien i samme øjeblik mit cykeldæk kommer farende. Men det har nu slet ikke været tæt på endnu; de er lyn hamrende  hurtige. Jeg er blevet fortalt at de er en plage for byens arkitektur og vist nok særligt skyskraberne, siden at de graver tunneller under jorden og dermed gør grunden noget usikker som platform for de tunge glasholdige klodser.
De er heller ikke bange, nærmere ligeglade.

Tiden er kort men lang

Jeg har ikke glemt mine faste læsere; hæng på selvom mellemrummene bliver længere og længere, det bliver ikke ved således - det er ikke hensigten. Følgende kommer der forklaringer for det mit lange fravær... men det må igen udskydes nogle timer endnu, for jeg skal i OBI og handle materialer til en workshop Lina og jeg holder næste uge. 

Billedet herunder er fra min nye arbejdsplads. Det er vildt hyggeligt; her ses blot baren hvor jeg står, bagom kameraet er scenen hvor der bliver fortalt brødr. Grimms eventyr, på underholdende vis og tilmed på tysk - meget passende for mig. I får lige et link dertil - http://www.maerchenhuette-frankfurt.de/ 

OBI var som mange trævare centre, fyldt med materialer i flere varianter og gid jeg skulle bruge en masse forskelligt farvet reb og forskellige træsorter og kroge i forskellige metaller; men virkeligheden vil at så snart de ikke hænger ordnet i tårnhøje hyldesystemer, på rækker ved siden af hinanden i ordnede farver og andre praktiske systemer og dermed bliver taget ud af butikken, mister de deres charmerende sælgen-sig-selv egenskab og man kommer hjem med en ganske praktiske og ikke særligt farverigt. Men vi fik købt hvad vi skulle og og jeg er tilbage på min skole. For 5 min. siden var jeg i kælderen på skolen hvor kontoret til Haustmeister ligger, her kunne jeg langt om længe afhente en længe ventet pakke, mine nye step sko, endelig fremkommet og modtaget med lige så stor glæde som da jeg bestilte dem i Berlin for snart en måned siden - heldigvis. De morgner hvor mit overskud viser sig i stand til det, får jeg møvet et par sko på og stryger ud af døren med mine step sko i den ene hånd og den hvide mac i den anden, overfor hvor mit hjem har jeg tilfusket mig en nøgle hvor jeg kan danse til Jason Samuel Schmidts instruktioner, uden at forstyrre en sjæl; siden at det er blevet muligt, generer det mig ikke at være uden steplærer. I samme rum hvor jeg danser er der også et køkken med en ovn hvor jeg kan bage rugbrød, men jeg skal passe på med mine romantiske ambitioner, de hober sig op og gør sig somme tider krævende;  Z.B når jeg, som nu, ikke har fået bagt brød i laaang tid og surdejen i køleskabet truer med at dø, mine løbesko nærmere slides af garderobeskabet end asfalterede veje. Uden videre vokser der pludselig en følelse af ikke at kunne følge med; og hvad skal det betyde? Ja, helt let er det ikke at se fra denne vinkel, siden at jeg ikke er renset for denne følelse.
I tirsdags var vi i Kassel med Judith Hopf, en tur på Kunstverein Fridericianum og mødtes med nogle kuratorer fra Dokumenta - http://d13.documenta.de/ - det var ok, togturen var lige efter min smag, tidligt møde på paronen, kaffe.
Jeg blev længere i kassel sammen med 3 andre fra klassen; god beslutning. Jeg fik set et museum jeg havde set frem til længe, nemlig sepulkralkultur museet, og det havde tilmed en smuk smuk udsigt; i kan danne jer et indtryk på billede neden for.

 Grav symbolisme og forskellige ritualer blev introduceret her, virkelig spændende og specielt.

Hvis i kan zoome ind på dette billede kan i måske se at det er hår der er brugt til at danne de forskellige mønstre. Syret at have en familiemedlems hår hængende om halsen. hvorfor mon at det giver mening?

Jeg stødte på Ginkgo Biloba uden forbindelser til Goethe. Her trykt på en urne, da træet symbolisere et langt liv - eftersom de kan blive flere tusinde år gamle.