Tiden går hurtigt og dagene går hurtigt, men jeg er ved at være træt af at høre mig selv og andre gentage denne sætning - det er omtrendt lige så tomt som at snakke om vejret. Jeg sidder på mit atelier, George ligger på vores grønne sofa over for mig og sover med sin hue trukket ned for øjnene; det er utroligt at han kan sove da alle vinduer står åbne og det er ikke varmt udenfor; apropos vejret så er det  koldt og besværligt at være udenfor og overvejelser omkring hvor meget tøj jeg skal tage på, tager  længere nu end før; og dog, nu handler det blot om at iklæde mig alt hvad jeg har. I går cyklede jeg naivt i skole med min store sweater, varm og yderst komfortable, men senere på natten tog frosten over; det var lige før at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, men blev trods hængene på skolen('s bar) indtil sent; gik tilbage til mit atelier og tog armbøjninger indtil varmen tog til, så turen hjem vidste sig udemærket.
I øjeblikket afventer jeg en af skolens organisatorer komme ned fra sit kontor, på første sal, sætte en seddel op på vores opslagstavle, hvor jeg kan skrive mit navn på, derved få et studiovisit med Andrea Fraser. Det er rimeligt  intenst i øjeblikket; bag dørene til ateliererne sidder mange som jeg og afventer det samme; der er kun plads til fire studiovisits så det bliver helt udemokratisk og nådesløst, gætter jeg.

De to følgende billede er fra en  Douglas Gordon udstilling (skotsk berømt kunstner). På et museum ikke langt herfra har han en stor retrospektiv udstilling; har ikke set den endnu, men det får jeg gjort. Han er underholdende og storslående, selvom mange af hans værker er ganske simple og umiddelbart ligetil. Jeg har hørt et rygte der siger at han lavede dette videoværk aftenen før udstillingen, i beruset tilstand; skolen emmer forøvrigt af rygter og der bliver talt så meget i krogene at det snart er ligegyldigt hvad der er "sandt" eller ikke.
Til ferniseringen gik snakken mest af alt om hvor imponerende denne          
projekter er, siden den er i stand til at sende en projektion helt over på udstillingsbygningens tag, modsat side af floden. I sandhed imponerende. Selve projektionen er et bål der brænder fra start til slut. Storslået, det er han god til. Men det keder mig, indtil videre. Dette skyldes sandsynligvis de rygter der samles om hans person - siden han arbejder som professor på skolen og har vist sig temmelig arrogant i forhold til dette arbdejde; i hans foredrag lader han til at have det bekvemt, og deler gerne ud af historier fra øst og vest, og er ganske følelsesladet. Det kunne jeg umiddelbart finde charmerende, men det er ikke nemt, for mig, hvad ang. en person der fremstår så overordnet og selvtilfreds. Sidste uge var han centrum på skolen i tre hele dage, fernisering, kæmpe middag, som hans yndlingskok i england kom for at arrangerer, og hans navn formet på alle de rødvinsfarvede tunger - Ikke mere om Douglas Gordon.
Tilbage til mig og her er nogle billeder fra mit atelier på skolen og en tegning jeg har arbejdet på i dag og er tilfreds med og savner.

Mit atelier, min stol er den orange.. og det er lidt pudsigt nu hvor jeg ser billedet her. Det orange stof på sofaen er mit halstørklæde og i går skyndte jeg mig ud af døren med en gulerodsfarvet bog i den ene hånd og en gulerod i den anden og samme farve sko. I det samme blev jeg lidt flov over mit tilsyneladende stramme stilistiske farvekoncept, skyndte mig at spise guleroden. Fjollet. Men Orange er efter mig eller omvendt.






















Nu starter der et foredrag så jeg smutter, men poster dette indlæg nu og fortsættelsen følger sandsynligvis..

Puha.. et kedeligt foredrag, jeg blev nød til at gå for senere ikke at fortryde at have brugt min fredagstid med at lytte til noget så kedeligt. Hun er ellers en berømthed, men hvad i alverden er det for noget.
Jeg smutter hjem, tidligt i seng. Men her er endnu et foto fra mit atelier men fra modsatte hjørne og ikke mit arbejde. Elsker at være vidne til mine to klassekammeraters sciencefiction videoprojekt. De bygger kostumer og andre remedier.



Stepworkshop I berlin og andet

Jeg fik sneget mig til en optagelse af Jason samuel Smith, trods han ikke var glad ved det og jeg stod bagefter med en følelse af at have stjålet fra ham; men senere har jeg haft meget glæde af se trinene gentaget og det hjælper til at hele min samvittighed igen. En mærkelig kultur er det at vi dokumenterer alt omkring os, som om vi er bange for at miste og for at glemme. Eller også er det et kæmpe privilegium jeg blot burde værdsætte og fejre nutidens moderne medier.. og ikke bekymre mig om hvorvidt jeg er med til at udvikle kollektiv dårlig hukommelse. På videoen demonstrerer han den ene halvdel af koreografien vi lærte, den anden halvdel må mine fødder huske alene.
Her til aften cyklede jeg hjem fra skolen langs Main imens jeg tænkte over alt eller meget af alt det som jeg vil dele med jer. Sandsynligvis når jeg ikke igennem det hele og for det må jeg tilgive mig selv. Der er hele tiden små opdagelser som er sjove at dele med jer, mine lydløse læsere. Og det er ikke let at overfører det hele til ord, faktisk er det somme tider en kamp, selvom jeg oftest nyder det, er det frustrerende altid at have mere at tilføje og jeg kan love jer at jeg ikke serverer mine tanker som færdige sætninger; de kræver at jeg arbejder med dem for at få det til at give mening. Men det bliver vel nemmere og nemmere.
Følgende kommer der en række kortfattede beretninger om hvad jeg har foretaget mig. Det følgende billede blev taget til en klassemiddag vi havde for et par uger siden. Jeg tænkte på dig kære mor, da du har et lignende billede liggende på din facebook. De er alle sammen alle tiders mennesker, det har jeg tænkt meget over.

















I går nat kørte jeg fra Berlin til Frankfurt i en bil med et tysk par og en mand fra sri lanka, det var ganske undeholdende, men igen uhyggeligt at køre på de tyske moterveje, i mørke og den afsindige fart der bliver holdt trods tåge og mørke. Det var så tåget at vi blot kunne se få meter frem for os og skiltende viste sig meget pludseligt, akkurat så vi kunne ane vores retning. Igen holdte den intense køretur mig vågen stort set hele vejen. Pradeeb fra Sri Lanka snakkede også flittigt i mit ører, men det meste var ganske spændende, heldigvis. Bl.a. spenderer han ca. 8 timer dagligt i Lufthavnen i Frankfurt, og ordner flyvernes motorer og han var yderst passioneret omkring det; han inviterede mig sågar på en rundtur i tilfælde af at jeg ville se hvordan en sådan motor ser ud og virker. Jeg var ganske overraske over tilbudet og tænkte at det vel ikke er hver dag man får en sådan mulighed,og om det er tilstrækkelig grund til at finde det interessant - jeg vil tænke over det. Under alle omstændigheder er vi blevet venner på facebook, så tilbudet løber vist ingen vegne. Ca. klokken 02.00 blev vi begge sat af i Frankfurt og jeg drak en kop te i stilhed for ikke at vække familien, hjemme hos Pradeep. Der kan vist ikke koges mere suppe på den oplevelser.
Følgende billede viser den bygning jeg bor i og min mystiske nabo FKK MAINHATTEN. Ja hvad man tilføje. Jeg gad godt at se det indvendig, tror det er meget luksuriøst indrettet med en tung seksuel betoning.



Ny skyskraber under opbygning. Det er virkeligt et fascinerende syn, og jeg cykler forbi den hver aften. Bedst er det når det ikke er tåget som her.
 Her troede jeg fejlagtigt at jeg kunne benytte deres sauna. Men det viste sig at være et sted kun for mænd, damen i receptionen fortalte mig det, efter hun spurgte om jeg søgte et arbejde. Det er et ganske fornøjeligt nabolag jeg bor i. Det er 5 min. fra hvor jeg bor.

 Jeg har ikke taget dette billede, men Lina. Men det er en ret god serie af billeder hun har taget fra sit atelier, med mir kamera, på skolen. De runde dæksler bliver til vinduer ned til en ny (underjordisk) udstillingsbygning.
Endnu en fernisering, og ret interessant; jeg har kun billeder af folkene i den og ikke kunstværkerne. Sådan bliver der stået meget, på denne måde, drukket sponsorede øl og røget american spiret rulle tobak på denne måde. Der bliver snakket flittigt, nogle gange noget nervøst og anspændt og andre gange meget åbent og livligt. Vi forsøger at iklæde os en passende karakter over for hinanden; nogle gange lykkedes det. Andre gange lykkedes det ikke. Det er så kedeligt at føle sig misforstået, men fortrøstningsfuldt at det altid kan ændres.


Den her møder jeg også på min frem og til skole. Der står "ICH" og nedenfor er den tilhørende tekst som er lagt et stykke foran soklen.
 Nu vil jeg sove inden længe og inden jeg bliver sulten igen.












Ny Tekande




Fandt den på loppemarkedet og betalte 10 € for den. Glæder mig over at lave te i den, så pengene er ikke spildt, og den er flot og speciel og trods sit ret vovede design formår den at være elegant
på en klassisk måde. Der er meget mere at sige om den men jeg kan ikke finde ordene frem på nuværende tidspunkt.


Udsigt fra mit vindue

For at tage dette billede må jeg strække og vride mig ud ad tagvinduet, men så kan jeg se så langt som i ser her, afstanden ind til byen.
Jeg trives glimrende på den minimale plads og så længe jeg har internet føles rummet meget større; det har ikke virket de sidste par dage, men skulle gerne ordnes i dag.
På fredag tager jeg til Berlin til Stepworkshop, fænomenalt, glæder mig, selvom jeg fik et tilbud der var svært at sige nej til. En ved navn Han fra skolen inviterede mig og nogle andre på hicking i skoven, tæt på hvor hun bor, 25 min. tog tur fra Frankfurt. Det gjorde lidt ondt at sige nej til så flot et tilbud; jeg har siden set lidt trist på Berlin og stepworkshop og allerede savnet Frankfurt og Städelshule, pudsigt. Det bliver nok meget godt at komme herfra. Denne sociale tilværelse tager overhånd, frokost i Mensa (kantinen på skolen) bordtennis med Khaled eller Scott gåture langs Main og ferniseringer fester, koncerter, middage. Hvis blot
det ydmyge kunstnerliv bestod af dette, ville jeg gøre stor karrierer. Jeg prøver at lade mig inspirerer af mine omgivelser, men nu hvor socialt samvær er så tillokkende, så hvorfor sætte det til side.
Det er lidt fjollet hvad jeg skriver og heller ikke helt sandt; for jeg trives godt i mit eget selvskab og savner mig selv ind i mellem, bare mig og mig - denne tilværelse jeg førte i Berlin eller inden skolen startede, hvor alt var til min rådighed og min nysgerrighed planlage dagene; men det kunne jo ikke blive ved således.. men hvorfor egentligt ikke? Jeg håber i nyder denne monolog; måske virker det tvivlende hvem jeg henvender mig til, men jeg har jer på skift i tankerne når jeg skriver; rodet er det og retningslinjerne kommer ikke af sig selv. Efterhånden forventede jeg at bloggen ville tage en mere nøjagtig retning, men det sker åbenbart ikke af sig selv, så jeg tror den forbliver i noget et uvist format. Nu vil jeg gå ned i Mensa og spise frokost, konverserer og observerer.

Nedenfor står tre ginkgo biloba træer; hvad i ikke kan se er en forkortet træ søjle, hvorpå Goethes digt om træet, er sat fast. endnu længere nede kan man se blandende ligge på græsset. De er smukkere gule end hvad i kan se her; mit kamera var ikke i stand til at efterligne farverne.

Jeg cykler langs Main til skole ca. hver dag, her på billede kan i se hvad jeg bl.a. cykler forbi. Det er en skulptur, ved ikke hvad det ellers kan være; sjovt at den står derude.
I dag var det tåget, men senere bliver det 14 grader.

Ginkgo Biloba

Her ligger to ginkgo biloba frø; de er ca. 5 dage henne, uden at noget er sket. Jeg er tålmodig eller ved udemærket at det går langsomt; de tager på ingen måde hensyn til min tid! Når man tænker på at de kan blive omkring 3000 år gamle, er der ikke så meget at sige til det. Blot vente, længe. Hvis de spirer vil jeg fejre det.
I dag havde jeg arrangeret en workshop sammen med Johanna, på stedet i kan se på billede - occupy Frankfurt. Men der var ikke en eneste der mødte op. Det havde jeg egentligt regnet med, og var ganske nervøs for hvordan det skulle gå; men det skulle det åbenbart slet ikke. Der er en underlig stemning på stedet og det er vildt koldt og de sover i telte, og jeg ved ikke hvad jeg skal syntes. Det bliver blot koldere og koldere og bankmændene inde i glasburet kan blot vente til det bliver minusgrader og folk ikke kan klare kulden mere.

Billedet herunder er med Johanna på.
Vi er ude for at hænge plakater op for workshoppen - Unity workshop hedder den pt. Jeg er ikke helt glad ved navnet, men giver det lige lidt tid; måske er det bare det den skal hedde.
Hun er en spændende person, virkelig begavet og nysgerrig. Lige nu er hun gravid og hendes forældre ved det ikke endnu; hun regner med at de vil blive kede over det, så hun venter på et passende tidspunkt til at fortælle det. Vi håber at få støtte til at holde workshoppen på kunstakademiet; jeg tror bestemt det vil være et passende sted at gøre det. Klokken er 01.00 igen og jeg skal op og løbe i morgen; måske tager jeg mit kamera med rundt.