Stepworkshop I berlin og andet

Jeg fik sneget mig til en optagelse af Jason samuel Smith, trods han ikke var glad ved det og jeg stod bagefter med en følelse af at have stjålet fra ham; men senere har jeg haft meget glæde af se trinene gentaget og det hjælper til at hele min samvittighed igen. En mærkelig kultur er det at vi dokumenterer alt omkring os, som om vi er bange for at miste og for at glemme. Eller også er det et kæmpe privilegium jeg blot burde værdsætte og fejre nutidens moderne medier.. og ikke bekymre mig om hvorvidt jeg er med til at udvikle kollektiv dårlig hukommelse. På videoen demonstrerer han den ene halvdel af koreografien vi lærte, den anden halvdel må mine fødder huske alene.
Her til aften cyklede jeg hjem fra skolen langs Main imens jeg tænkte over alt eller meget af alt det som jeg vil dele med jer. Sandsynligvis når jeg ikke igennem det hele og for det må jeg tilgive mig selv. Der er hele tiden små opdagelser som er sjove at dele med jer, mine lydløse læsere. Og det er ikke let at overfører det hele til ord, faktisk er det somme tider en kamp, selvom jeg oftest nyder det, er det frustrerende altid at have mere at tilføje og jeg kan love jer at jeg ikke serverer mine tanker som færdige sætninger; de kræver at jeg arbejder med dem for at få det til at give mening. Men det bliver vel nemmere og nemmere.
Følgende kommer der en række kortfattede beretninger om hvad jeg har foretaget mig. Det følgende billede blev taget til en klassemiddag vi havde for et par uger siden. Jeg tænkte på dig kære mor, da du har et lignende billede liggende på din facebook. De er alle sammen alle tiders mennesker, det har jeg tænkt meget over.

I går nat kørte jeg fra Berlin til Frankfurt i en bil med et tysk par og en mand fra sri lanka, det var ganske undeholdende, men igen uhyggeligt at køre på de tyske moterveje, i mørke og den afsindige fart der bliver holdt trods tåge og mørke. Det var så tåget at vi blot kunne se få meter frem for os og skiltende viste sig meget pludseligt, akkurat så vi kunne ane vores retning. Igen holdte den intense køretur mig vågen stort set hele vejen. Pradeeb fra Sri Lanka snakkede også flittigt i mit ører, men det meste var ganske spændende, heldigvis. Bl.a. spenderer han ca. 8 timer dagligt i Lufthavnen i Frankfurt, og ordner flyvernes motorer og han var yderst passioneret omkring det; han inviterede mig sågar på en rundtur i tilfælde af at jeg ville se hvordan en sådan motor ser ud og virker. Jeg var ganske overraske over tilbudet og tænkte at det vel ikke er hver dag man får en sådan mulighed,og om det er tilstrækkelig grund til at finde det interessant - jeg vil tænke over det. Under alle omstændigheder er vi blevet venner på facebook, så tilbudet løber vist ingen vegne. Ca. klokken 02.00 blev vi begge sat af i Frankfurt og jeg drak en kop te i stilhed for ikke at vække familien, hjemme hos Pradeep. Der kan vist ikke koges mere suppe på den oplevelser.
Følgende billede viser den bygning jeg bor i og min mystiske nabo FKK MAINHATTEN. Ja hvad man tilføje. Jeg gad godt at se det indvendig, tror det er meget luksuriøst indrettet med en tung seksuel betoning.

Ny skyskraber under opbygning. Det er virkeligt et fascinerende syn, og jeg cykler forbi den hver aften. Bedst er det når det ikke er tåget som her.

 Her troede jeg fejlagtigt at jeg kunne benytte deres sauna. Men det viste sig at være et sted kun for mænd, damen i receptionen fortalte mig det, efter hun spurgte om jeg søgte et arbejde. Det er et ganske fornøjeligt nabolag jeg bor i. Det er 5 min. fra hvor jeg bor.

 Jeg har ikke taget dette billede, men Lina. Men det er en ret god serie af billeder hun har taget fra sit atelier, med mir kamera, på skolen. De runde dæksler bliver til vinduer ned til en ny (underjordisk) udstillingsbygning.

Endnu en fernisering, og ret interessant; jeg har kun billeder af folkene i den og ikke kunstværkerne. Sådan bliver der stået meget, på denne måde, drukket sponsorede øl og røget american spiret rulle tobak på denne måde. Der bliver snakket flittigt, nogle gange noget nervøst og anspændt og andre gange meget åbent og livligt. Vi forsøger at iklæde os en passende karakter over for hinanden; nogle gange lykkedes det. Andre gange lykkedes det ikke. Det er så kedeligt at føle sig misforstået, men fortrøstningsfuldt at det altid kan ændres.

Den her møder jeg også på min frem og til skole. Der står "ICH" og nedenfor er den tilhørende tekst som er lagt et stykke foran soklen.
 Nu vil jeg sove inden længe og inden jeg bliver sulten igen.