Når man ikke forstår sproget i en by, kan der pludselig foregå et karneval, uden at være foreberedt på det. I dag var der Karnevalg i Frankfurt; et larmenende og forstyrrende et af slagsen. Dekorerede lastbiler i farver, pålæsset med mennesker, også dekorerede og holdt i samme farver som kørertøjet; syngende dansende, de kastede slik, så jeg skulle holde øjnene åbne; tram-toget måtte skifte rute, så jeg var tvunget gennem karnevalet for at nå frem til mit mål, i larm og fulde mennesker styrrede jeg gennem mængden, mødte mange afspærringer og konfetti og slik regnede ned alle vegne og hvor jeg gik. Jeg nåede museet, Shirn, som viser en Edvard Munch udstilling for tiden, mit søndags projekt, og med onde øjne skulede jeg på de for mange besøgende, den lange kø, selv ind til bogbutikken, jeg drejede på mine hæle masede mig ud af døren og ind på den tilhørende cafe, pause og direkte til den nu ufortjente kaffe og kage, der ligger i forlængelse af mine museums besøg; tjeneren glemte min kage, den kom lige som min kaffe blev kold, betalte regning med ondere øjne og gik på et af deres japanske toiletter, på vej hjem var gaderne tomme og tre lastbiler var udstyrret til at suge konfetti og uspist slik op fra gaderne og to af de dekorerede lastbiler kørte samme vej som mit tram-tog, tilbage hvor de kom fra, uden menneskerne og musikken, en af dem med en stor gorilla, på størrelse med lastbilens front, liggende på ladet.
Billedet ovenfor er fra ved siden af atelier bygningen; stien fører ned til kanalen og jeg bor lige til venstre.